MEDREJSENDE

Forventningsafstemning – måske vi vi kunne være gode rejsemakkere?

Det at være gast på CLEO er hverken en charterferie, grupperejse eller en pakkerejse. At være gast hos os kræver at du indstiller dig på at leve det langturssejlerliv vi, André og Pernille lever. Du skal altså kunne tage ansvar. Ansvar for at finde frem til båden selv, ansvar for din egen læring, ansvar for at alle har det godt og ikke mindst ansvar for at båden har det godt og bliver passet på.  

Ønsker du kun magiske oplevelser der ikke kræver sure tjanser eller lange arbejdsdage i solen – så skal du vælge en anden båd eller rejseform.

Vi er i højere grad et sejlende kollektiv end et højskole-fællesskab. Her ombord tager alle ansvar for at vores base har rene linjer, at vores kollektiv i ny og næ samles i fællesskab og at du som individuel rejsende får oplevet det du drømmer om. Vi gør derfor mange ting fælles, men vi sidder ikke skødet af hinanden. Som ven af CLEO skal man også have lyst til at tage på eventyr alene eller i mindre grupper og ikke være afhængig af at andre tager initiativet eller skubber dig afsted. Har du lyst til at rejse på den måde har både du og andre meget bedre forudsætninger for en sund hverdag når du træder ind i vores hjem.

På CLEO rejser vi ikke på det strammeste budget og derfor forventer vi heller ikke, at vores gaster gør. Vi smider ikke om os med penge og mange eventyr kan man heldigvis opsøge gratis, men skulle der ske ændringer vedr. på- og afmønstring, forventes det, at du har luft i budgettet til at tage højde for dette. Det er dog kun i meget sjældne tilfælde, at datoerne for dit togt ændres. Derimod er der altid uforudsete udgifter, når man rejser og det skal dit budget kunne rumme. Ligeledes hænder det, at vi tager på den lokale strandbar og får en sundowner og det er altså altid lidt sjovere, hvis alle kan og vil deltage.  

Langturssejlads er en aktiv rejseform og for os livsstil. At sejle på langtur er en anderledes måde at udforske verden på, og som ven af CLEO keder man sig aldrig. Foruden at være medskaber af unikke eventyr og medspiller i et hyggeligt modent kollektiv, så skal båden også bevæge sig sikkert fra a til b. Hertil hører en række opgaver og rammer, som du skal være med til at løfte – og du skal have lysten til at tage ansvaret for at lære hvordan man passer godt på et hjem på havet!

Vi har i perioder gaster med ombord fordi vi simpelthen synes, at det vil være alt for kedeligt at sejle rundt alene. Vi ønsker at dele oplevelser, grin og næstekærlighed med andre glade og eventyrslystne rejsende. 

På CLEO drager vi nytte af alle de forskellige kompetencer og forudsætninger vi som samlet besætning har. Det betyder med andre ord at alle bidrager med det de allerede kan eller som de har indstillet sig på at lære 110%. Du behøver derfor ikke at kunne sejle eller ville lære at sejle mens du bor her hos os. Men til gengæld så forventes det at du så bidrager med nogle andre ting, hvis du forventer ikke at deltage i sejladsen. 

To ting er dog fast, hvis du vælger at deltage i sejladsen: at du forstår og respektere ansvaret der følger med deltagelsen og du som ny sejler på CLEO altid håndstyrer båden. Det er kun André og jeg der benytter vores selvstyre/autopilot.

Vi afholder ikke sejlerskole, men vi elsker at lære fra os. Vores mængde af tid og energi er selvfølgelig begrænset – derfor er det meget sådan her på CLEO at du er ansvarlig for egen læring. Vil man virkelig gerne lære noget, så må man tænke selv, undersøge og herefter komme med undrende og nysgerrige spørgsmål. 

Det lyder romantisk at sejle som Troels Kløvedal gjorde det i sin tid – men det er desværre langt fra virkeligheden. Mange værdier kan bibeholdes, men et faktum er at mange hverken har de håndværkmæssige færdigheder til at vedligeholde en båd eller lysten. Derfor er der over de sidste år kommet kortere og kortere distance mellem ordet gæst og gast

Vi kan godt lide at sejle alene – men helst vil vi gerne sejle sammen med nogle gode rejsemakkere. Rejsemakkere der har lyst til at dele en hverdag med os, tage ansvar for hvad vi skal opleve på land, hvor vi kan få handlet nogle gode råvarer, rengøre toilettet før det trænger, har interesse i hvordan vi skal behandle vores skrald øde steder og som passer på og føler at CLEO er deres kærlige og eventyrlige hjem – ligesom vi gør. Er din interesse ikke naturlig i ovenstående, så skal du vælge et andet hjem til din rejse. 

Vi står for at få båden fra a til b, finde de fedeste dykker sites og hjælpe med at lære langturssejlerlivet fra os. Du står for at CLEO er ren, undersøge hvad vi kan opleve på land, at der kommer mad på bordet og alle mulige andre små – men vigtige opgaver.

Gæsten deltager ikke i det daglige liv, Gasten venter på at få besked på hvad der skal og ikke skal gøres, rejsemakkeren tager fat der hvor de kan se der mangler energi og hjælp på egen opfordring. Hvem er du? Vi søger nemlig kun rejsemakkere! 

CLEO er en nyere katamaran, hvilket betyder at den rummer meget mere plads end ældre og endda større katamaraner. 

Trods vi godt kunne klemme endnu flere mennesker ind, har vi valgt kun at være 6-7 gaster ombord i vores bofællesskab – plus André og Pernille hvilket i alt giver 8-9 personer. Vi er altid på udgik efter en dynamisk gruppe hvor sammensætning varierer i alder, køn og baggrund – men mange fælles værdier. Ombord har vi selvstædige gaster med i alderen start 20 til 50+.
Er du en eller to familier der vil afsted på togt, så tøv ikke med at kontakte os.

Det simple svar er: Ingenting, men vi vil nu hellere sige EVENTYR!
Men det er dit ansvar at opsøge det – og mentalt gøre livet ombord til et stort eventyr. André og jeg har og arbejder dagligt for blot at skabe rammerne for eventyret – du skal være med til at udfylde det.

Vores togter er meget forskellige og vi kan lige så godt sige det som det er: Du når ikke det hele! Som rejseven her hos os, skal du være god til at prioritere din tid, gribe chancen og nogle gange gå glip. Nogle togter indeholder kun små dagssejladser, hvilket begrænser tiden til at lære at sejle og fiske – til gengæld er der meget ankerliv med tid til dykning, wakeboard og landaktiviteter. Andre togter har længere strækninger med sejlads, hvilket giver tid til at fordybe sig i en god bog, tage ansvar for at sejle båden, få en stor tun på krogen – men begrænser tiden til spille spike ball på stranden, gå på lokale markeder og man kan kun nå at opleve en brøkdel af de destinationer vi besøger.

Der er altså fordele og ulemper ved det hele – men fælles er at det er et eventyr uanset hvad. Vigtigt er derfor: Hvorfor vil du gerne bo på CLEO? Hvad er dit fokuspunkt? Det er svært, faktisk umuligt, at lære det hele på kun et par måneder – fordi herude er der også kun 24 timer i døgnet og der skal stadig laves mad, gøres rent og ordnes alle muligt praktiske gøremål – samtidigt med at du bruger meget energi på feks. at lære og dykke, sejle med sejl, parkere dinghyen, være social, hike på land, fiske, besøge de lokale osv. Alle ting kræver energi, overskud og mange gange at André og jeg lære jer det hele fra bunden. Og øh… Vi har også kun 24 timer i døgnet samt en begrænsning af tid og energi😉 Tænk dig derfor godt om. Hvad forventer du af dig selv? Hvad er realistisk? Derefter kan du tage stilling til hvilket togt vi kan forene vores hverdag i.  

CLEO er stort set selvforsynet hvad angår strøm og vand. Det betyder naturligt at vi er nødt at begrænse vores forbrug.

Som ven af os kræver det at du er åben for at ændre din tankegang og handlemønstre. Det gælder både hvad angår strøm forbrug, ferskvandsnødvendigheder, unødvendig brug af plastik og madspild.

Det er vigtigt at du har gjort op med dig selv om du har lyst til denne lidt primitive livsstil med begrænsede ressourcer og en mere klimavenlig tilgang – vi forventer nemlig at du respektere vores begrænsninger og politik i forholdet til overforbrug, mad- og plastikspild. 

CLEO er en aktiv båd i den forstand at vi elsker at fylde vores hverdag med aktiviteter i form af dykning, spike ball, wakeboard, smykkeværksted, snorkling, fridykning, volleyball osv. Det betyder at der oftest sker mange ting på CLEO mellem solopgang og solnedgang. Så har du en forventning om at solbade på fordækket, høre utallige af podcast og læse mere end et par bøger ombord – så er CLEO måske ikke et eventyr for dig.

👉 Vi leder efter venner der kan se sig selv i en aktiv hverdag her på CLEO
👉 der kan tage initiativ til eventyr og følge dem til dørs
👉 der forstår det primitive liv og ønsker at udleve det
👉 der elsker underbukselivet og som gerne vil tage bad med andre søde mennesker omkring sig
👉 der kan forene sig med at det aktive niveau kan kræve en eftermiddagslur i ny og næ
👉 der har lyst til at nyde en sundowner og fællesskabs hygge i cockpittet
👉 der kan tilslutte sig en tildels struktureret hverdag – dog hvor der stadig er plads til lidt sjove impulsive initiativer.

André og Pernille har på mange måder også en almindelig hverdag ombord – men utallige af praktiske opgaver der skal løses for at vi alle kan rejse samlet. Derfor kan vi ikke deltage i alt og har ikke altid tid til at lære fra os når det lige passer dig – men vi har helt sikkert forlænget weekend hver uge😉 

I vores hjem og som langturssejler har vi nogle principper som vi forventer du kan afspejle dig selv i og om du også har lyst til at efterleve. Hvis ikke, skal du genoverveje om CLEO er det rigtige valg for dig. Det er vores hjem, rejse og simple livsstil, som du har vælger at være en del af og deltage i.

  • Det er vigtigt at du har gjort op med dig selv om du har lyst til at leve den lidt primitive livsstil med begrænsede ressourcer – vi forventer nemlig at du respektere vores begrænsninger og politik i forholdet til mad- og plastikspild samt forbrug af vand og strøm. 
  • Vi respektere den kultur vi møder. Det betyder at når vi går rundt på land så hilser vi altid med et smil, er anstændigt påklædt, forhører os og følger stedets regler og rydder altid op efter os selv. Mange gange ankre vi også op yderst på ankerpladserne, da vi har en larmende kompressor ombord og gerne bader rundt let påklædt eller nøgen.
  • Ombord spiser vi alt fra madpyramiden. Kød, grønt og konservesdåser. Gør du ikke det, så er der helt sikkert et andet fællesskab der passer bedre. Det er ikke altid at visse madvare er tilgængelige. Derfor er det vigtigt et du er kreativ i et køkken og kan mætte mange sultne mennesker. Vi har nemlig brug for næring og energi når vi til tider dykker 3 gange om dagen.
  • Solcreme er ikke sundt for havet eller båden. Vi vil ej forbyde solcreme ombord, men i stedet for at smøre overkrop, ryg og baller ind i solcreme, tager vi på CLEO t-shirt og shorts på. Altså vi forventer at du i højere grad søger mod skyggen eller tildækker din krop med tøj og prøver kun benytter solcreme hvor det er nødvendigt. Det er skadeligt for havet og sætter en stor begrænsning for hvor du kan opholde dig på båden. Solcreme slider nemlig rigtig meget på vores ting og generelt er CLEO ikke en båd hvor vi solbader på dækket, men i højere grad laver andre sjove aktiviteter. Drømmer du om at blive solbrun og stege i solen, så skal du vælge en anden båd og eventyr.
  • Er der noget der nager dig, så sig det højt – også selvom vi “kun” bor sammen i et par måneder. André og jeg bor her fast og forventer ærlighed ligesom i kan forvente den af os. Vi snakker pænt til hinanden, om hinanden og om de søde mennesker vi møder undervejs. 
  • Har du gode ideer til hvordan hverdagen kan have et bedre flow – så sig det højt. André og jeg er altid klar på ryste de gamle vaner.

Mens vi sejler indtager vi ikke alkoholiske drikke – eller jo, det ville være en løgn hvis vi sagde at vi ikke har nydt en øl over Stillehavet i ny og næ. Men vi indtager aldrig mere end at det er forsvarligt at sejle og have ansvaret for hinanden. Derudover er der selvfølgelig plads til en sundowner (fyraftens øl) eller tre, når vi ligger for anker og nyder de smukke solnedgange! Men CLEO er ikke det nye Sunny Beach, forvent derfor ikke at hver dag er en fest –  det ligger nemlig ikke i linje med vores dykkerliv. Vi hverken dykker eller sejler med tømmermænd. Det har vi ikke tålmodighed til😉 Oftest står vi også op med solen og går i seng med solen.
Rygning er tilladt bagerst på båden når det ikke genere andre og når vejret under sejlads er roligt.
Indtagelse af andre rusmidler er ikke tilladt så længe du bor på båden. Indtagelse eller opbevaring vil medføre øjeblikkelig afmønstring.

Vi ved at det kan være en jungle af finder ud af hvad der er forskellen på alle de både der sejler rundt ude i verden. Vigtigst for os er at vi er et godt match – der findes nemlig en båd til en hver smag. 

På CLEO træder man som gast ind i et varmt, skævt, skørt og ærligt hjem. Det hjem er ikke ejet af en tredje person du aldrig møder – men er det kæreste eje vi, André og Pernille har. For mange betyder det ikke noget og for andre gør det. For os betyder det blandt andet at vi kender bådens forhistorie, alle systemer og at vi har det fulde overblik over bådens sikkerhed – som vi ikke går på kompromis med hverken når det gælder sejlads, ankerliv eller dykning. Som gast vil du også opleve at blive en del af vores hverdag og ikke blot midlertidige eventyr. 

  • Sikkerhed i højeste prioritet
  • Få gaster = mere plads og tid til alle
  • Eget og nyt dykkerudstyr og PADI instruktør ombord
  • To gummibåde så alle har mere frihed
  • Et lille intimt og familiært fællesskab
  • Et skipperpar der elsker og har rigtig meget grej og legetøj
  • En båd der går i seng og står op med solen
  • Løbende vedligehold og sjove projekter
  • En god seng med plads og med mere privatliv end normalt
  • Et skipperpar der har styr på og respektere de lokale love og uskrevne regler
  • En pakkerejse og/eller grupperejse
  • Et stort fællesskab med flere både der sejler i følgeskab
  • Kommerciel forretning
  • Festivitas natten lang
  • Faste soveplads på fællesarealer eller klemte køjer
  • En vegetarisk båd
  • En vedligeholdelsesfri båd
  • Ansatte til at igangsætte aktiviteter, projekter mm.
  • En sejlplan bestemt på forhånd