Et hurtigt stop på Martinique

UNADJUSTEDNONRAW_thumb_5be7
IMG_0527
IMG_3498
IMG_0429

Skrevet af Pernille Bartholdy, 8 december 2021

Det var lidt af et chok for os at ankomme til Martinique, efter at have tilbragt godt et lille år omkring St. Vincent og Grenada. Længe havde vi sejlet rundt og boet med og omkring nogle knapt så etableret lande og med en kultur og mentalitet stærkt præget af “det vi ikke når i dag, det når vi nok i morgen… eller om en måned”. Dog var vi kun på Martinique for en kort stund, da vi primært slog vejen forbi for at fylde Cleo med bådudstyr, reservedele og lækre europæiske madvarer – hvilket i den grad også var savnet og tiltrængt! 

Og det var nok også fint, at vi ikke blev længere. Ikke fordi Martinique ikke er smuk og har sin egen charme, men fordi at franskmænd måske altid har irriteret André og jeg en lille smule. Så er det sagt højt! Deres stædighed og manglende hensynstagende var meget tydelig for os, allerede på første landbesøg. Når det så er sagt, så er der smukt og for europæiske langturssejlere som os, er stedet det rene paradis for smagsløgene! Hvad angår bådudstyr kan man få alt, men du får dælme også lov til at betale for det. Gennemsnitligt var priserne 20% dyre end på Grenada, så vi kunne godt have ønsket os at købe mange basic ting tilbage i Grenada.

Hvert land har jo sin charme og skønhed – vores prioriteringer og livsstil stemte nok bare ikke helt overens med det Martinique kan tilbyde. 

“…men fordi at franskmænd måske altid har irriteret André og jeg en lille smule. Så er det sagt højt!”

Vi lagde anker i bugten ved St. Anne. Et elendigt sted at smide anker! Det er umuligt at finde et område kun med sandbund eller søgræs, bugten er en stor kirkegård for koraller. Det siges at der i  bugten i løbet af de næste år skal forbydes anker og derimod placeres en masse moorings, for at passe på koralrevet. Det er en super god idé! Hvis bare den var iværksat for 10 år siden. Der var faktisk ikke et eneste tidspunkt vi hoppede i vandet for at snorkle, foruden den ene gang vi skulle tjekke ankeret. Aldrig har vi lagt et sted med så få (læs: ingen) fisk omkring os. Meget skræmmende! 
Det er simplethen bare så ærgerligt at Martinique ikke har passet bedre på koralrevet, også på trods af de mange besøgende via sejlbåde og den økonomi der hører med hertil. Koralrevene må altså have højeste prioritet hvis du spørger mig.

St. Anne er en lille bitte by med få butikker, barer og restauranter. Men hyggelig, det er den. Derudover finder man også her den skønneste lille isbutik, Ti Plezi, med kanon lækker hjemmelavet is og en lang kø af isgalde mennesker. Stedet har dog kun åbent onsdag til søndag mellem klokken 15.00 og 18.30. Bageren er helt sikkert også et kæmpe hit. Klokken 6.30 oser gaden af nybagt franskbrød, baguette, croissanter og andre lækre kager.

I nabo bugten Le Marin finder du stort set alt hvad du behøver til din båd. Vi var glade for at have vores store dinghy med 30hk, når vi skulle sejle frem og tilbage mellem St. Anne og Le Marin. Især da vi efter mange måneders overvejelse, var forbi YES (Yachting Engineering System) for at opgradere vores solceller med to nye 440W paneler der målte 200×110 cm. Fiskebutikken Akwaba kan vi også varmt anbefale. Her fandt vi den bedste service, engelsk talende personale og et stort udvalg af fantastisk fiskeudstyr. 

Da vi elsker at have rent og blåt vand omkring os valgte vi hverken at ligge os i havn ved Le Marin og ej heller Fort-de-France som ellers også byder på shopping til alle aldre og behov. I stedet lejede vi en bil ved Air Conditioned Car Rental og kørte mod industri kvarteret for at shoppe løs i byggemarkeder, Decathlon og store supermarkeder. Det var både nemt at leje bil og også lidt dejligt at køre igen, efter et halvt år uden fire dæk under os. 

Mens André og jeg ordnede praktiske-Cleo-ting i et par dage, lejede vores gaster også en bil for at udforske området. De besøgte blandt andet et rom destilleri, var i Carrefour for at handle lækre snacks til turen og havde en helt dag med hiking på vulkanen Mount Pélee. Billederne her i indlægget er fra deres smukke og misundelsesværdige tur på toppen med varm kaffe, smurte sandwich fra bagsædet og rå natur. 

Mere ved vi faktisk ikke om Martinique. Det var som sagt et hurtigt stop, som for os handlede om at få fyldt op i bunken af reservedele og få stillet trangen til croissant og tapas.

KURS MOD VERDEN

Har du nogle spørgmål, ideer til et gode indlæg eller andet på hjertet? Kontakt mig gerne på facebook, instagram eller mail