ØKONOMIEN PÅ CLEO

Eventyret er ikke noget vi giver dig – det er noget du selv griber, tager og former!

Køjeplads

250 DKK pr. dag

Dette beløb går til bådens vedligehold,. Til nye bambussugerør, hvis de uheldigvis flyver overbord. Til at vi kan få nye sejl, når de andre er slidt op og til når motoren bryder sammen og vi skal have en ny. I denne pris får du også fri afbenyttelse af SUPboards, wakeboard og andet lir. Halvdelen af køjepengene for togtet betales som depositum ved tilmelding via bankoverførsel. Den anden halvdel betales senest 3 måneder før togtet. Depositum refunderes ikke, hvis du springer fra eller afmønstre tidligere.

Fælleskassen

100 DKK pr. dag
(afhænger af destinationen)

Alle ombord bidrager til fælleskassen som dækker udgifter til b.la. mad, vand, diesel til motoren, benzin til dinghy, havnepenge, gebyr til indklarering og andre lokale gebyrer. Denne udgift kan variere meget fra togt til togt. Vores erfaring er at beløbet lander på mellem 2-3000 DKK pr. måned. Nogle måneder lidt billigere andre lidt dyrere alt efter hvor Celo sejler. Udlæg til fælleskassen styres med gammeldags excel ark, som holder styr på hvem der har lagt ud for hvad. Sidst på togtet gøres det store regnestykke op!

Lommepenge

Lommepenge, Visum, Flybilletter, Hotel mm.

Det er meget individuelt hvor mange lommepenge du bruger på togtet. Reglen er, medmindre andet bliver aftalt i fællesskab på togtet, at man selv betaler for læske- og alkoholiske drikke, snacks, besøg på restaurant- bar og resort samt udflugter på land. Generelt bruger man ikke mange lommepenge, da meget af tiden går med aktiviteter på båden. Visum er gratis i de fleste lande vi kommer til, der kan dog være et gebyr for stempel i passet. Flybilletter tur/retur svinger fra 3500 DKK når vi er i Caribien til 12.000 DKK i Fransk Polynesien. Hav luft i budgettet til at tage et par dage på hotel, hvis båden skulle blive forsinket. Det er også meget rart efter endt togt at tage en nat eller to på hotel, inden turen går hjemad mod Danmark.

Dykning

Det er muligt at tage PADI dykkerkursus ombord på Cleo. Du kan blive uddannet i alt fra Open Water til Divemaster. På båden går vi meget op i at alle bliver gode dykkere. Kurserne er altid i små hold- med din instruktør ved din side til at svare på alle spørgsmål hele togtet igennem. Dette mener vi er den bedste måde man kan lære at dykke og blive en bedre dykker på.
Vores priser er inkl. certificering på 500 DKK til PADI, lån af teorimaterialer og udstyrsleje under uddannelsen. Vi anbefaler dig at medbringe en dykkercomputer, eller leje en ombord på Cleo. Vi mener det er en nødvendighed for at blive en god og ansvarlig dykker. Se prisen længere nede.
Betaling for dykning sker ombord på båden.

Open Water
4500 DKK
Advanced Open Water
3000 DKK
Rescue Diver
4000 DKK
Dive Master
Kontakt for en god pris
Speciality Course
(Dybde dyk til 40 meter)
2000 DKK
Speciality Course
(Vrag dykning)
2000 DKK

Leje af dykkercomputer
400 DKK pr. mdr.

Fun Dive
150 DKK pr. dyk
Fun Dive 
(efter kursus ombord på båden)
125 DKK pr. dyk

Fun Dive er inkl. BCD, regulator, tank, vægt og evt. dykkerlygte

OBS
Ønsker du at tage dykkerteorien hjemmefra i stedet for at læse bogen ombord, er der mulighed for at tage teorien online for 
250 DKK ekstra pr. kursus.

Kitesurfing

På Cleo har vi 2020 kiteudstyr fra Cabrinha ombord. Vi har alt fra trapezer, bølgeboards, twintip, hydrofoil og diverse forskellige kitestørrelser. Der mangler ikke noget, men vi kommer helt sikkert til at deles om det udstyr der er.
Ved leje af udstyr er der nogle dage mulighed for at kite et par timer, andre dage mere. Prisen er den samme.
Vi kan også tilbyde kursus fra Dansk Sejlunion. På dette begynderkursus er ikke et normalt kursus med et fast timeantal. For nogle tager det 7 timer at lære, andre 20 timer. Det vigtigste for os er at du bliver selvhjulpen og føler dig sikker på vandet.
Betaling for kitesurfing sker ombord på båden.

Leje af udstyr
300 DKK pr. dag
Begynderkursus
2000 DKK + udstyrsleje 300 pr. dag du er om kursus

Det med småt, men som er yderst vigtigt at vi har fælles forståelse for

Refundering, Cleo på værft, Ændringer på ruten mm.

  • Vi tillader os retten til at ændre på- og afmønstrings datoer på alle vores togter frem til et år før påmønstrings dato. Er dette tilfældet kan du enten vælge at beholde pladsen med de nye datoer eller få tilbagebetalt depositummet. Vi vil selvfølgelig gøre dig opmærksom på eventuelle ændringer.
  • Det er vigtigt for os at understrege at ruten og togterne kun er vejledende! Der kan opstå udfordringer undervejs, som gør at vi bliver forsinkede eller ligger i en anden havn tæt på togtets planlagte på- og afmønstrings sted. Derfor skal du have luft i dit rejsebudget og kalender, til at bo på hotel et par dage inden og efter aftalte tidspunkt, og/eller hvis du skal transporteres med bus, færge eller indenrigsfly til bådens placering. Disse udgifter dækkes ikke men er en del af din oplevelse med rejseformen til søs. 
  • Vi anbefaler en fleksibel flybillet og/eller afbestillingsforsikring da forsinkelser eller ændrede rute ikke kan udelukkes.
  • Hvis du bliver forhindret i at tage med på Cleo eller selv ønsker at afmønstre før et togt er afsluttet, refunderes køjepenge kun, hvis der er fundet en anden gast, som kan overtage pladsen – og som godkendes af os, Stay Salty Sailing
  • Hvis vi beder dig om at afmønstre før tid, tilbagebetales køjepenge svarende til det antal dage, der er tilbage på det pågældende togt (dette har vi dog aldrig oplevet).
  • Vi kan risikere at noget ombord går i stykker og skal repareres akut. Dette kan resultere i at ruten ændres en smule undervejs på togtet og/eller at vi flere uger ligge i samme by/område. Det er derfor vigtigt at du er indforstået med denne del af eventyret og at du er god til i fællesskab med os at skabe dine egne oplevelser i ventetiden. Så længe båden er vores base og vi herfra kan finde eventyr ombord, på land og til vand, refunderes køjepenge ikke.
  • Vi kan på uheldigvis være nødsaget til at ligge os på værft for at få repareret båden. Du skal være opmærksom på at dette også kan være en del af livet ombord på båden. Varer reparationsarbejdet dog mere end tre dage, tilbagebetaler vi dine køjepenge for hver ekstra dag vi er på værft. Er vi altså sammenlagt 5 dage på værft, tilbagebetales 2 dages køjepenge, hvorpå du har mulighed for at sove og tage på tur i omkringliggende område mens vi venter. Togtet forsættes som planlagt efter endt besøg på værft. 
  • Desuden skal du huske at have lidt lommepenge til oplevelserne på land, en hotelovernatning, hvis man lige har brug for en nat i en rigtig seng eller hvis vi skulle gå i land og spise på en af de lokale restauranter. 
  • Penge til fælleskassen skal medbringes til båden i lokal valuta. Husk derfor at besøge en hæveautomat, inden du påmønstre båden. Der holdes styr på udlæg til fælleskassen i excel ark, og det store regnskab gøres op, sidst på togtet. Du skal også sørge for at have lommepenge til oplevelser på land, middag på land i ny og næ og luksusvarer såsom sodavand, snacks og alkohol. Det kan være begrænset antal hæveautomater vi sejler forbi under togtet.
  • Betaling af dykkerkursus, fun dive, kitesurfing kursus og udstyrsleje betales ligeledes i lokal valuta på båden ved afslutning af togtet. Husk at besøge en hæveautomat inden du påmønstre båden.
  • Undervejs på vores rejse rundt i verden, kommer vi til at uploade billeder og videoer omkring de ting vi foretager os på og omkring Cleo. Du skal derfor være forberedt på at blive set på vores forskellige Sociale medier, hjemmeside og andre platforme.
Luk menu